bokmålsordboka
lege
SUBSTANTIV
Fra dansk, jamfør norrønt læknir, læknari, av lækna ‘helbrede’
Person med medisinsk embetseksamen som har fått offentlig løyve til å behandle sykdommer
Oppsøke lege
Sende bud etter legen
En allmennpraktiserende lege
Distriktslege, huslege, kvinnelege, overlege
I sammensetning: person med lignende utdanning og arbeid som en lege
Dyrlege
Tannlege
lege
VERB
Gjøre frisk, helbrede
Tiden leger alle sår
Lege en sykdom, en syk
legeattest
SUBSTANTIV
Attest fra en lege om en persons helsetilstand
legebehandling
SUBSTANTIV
nynorskordboka
lege
SUBSTANTIV
Norrønt lega; av liggje
Det å liggje (sjuk); liggjande stilling; leie
Dødslege
Samlege
Sengelege
Det vart ikkje lange lega
Liggjeplass, særleg for krøter og villdyr; leie
Lega etter ein bjørn
lege
SUBSTANTIV
Frå dansk; jamfør lækjar
Person med medisinsk embetseksamen som har fått offentleg løyve til å lækje sjukdomar; dokter
Distriktslege
Huslege
Kvinnelege
Overlege
Skulelege
øyrelege
Søkje lege
Sende bod etter lækjaren
I samansetningar: person med liknande utdanning og arbeid som ein lækjar (1)
Dyrlege
Tannlege
legervall
SUBSTANTIV
Frå lågtysk eigenleg ‘låg strand, kyst på lesida’
Kyst i le av skipet
Kome i legervall for pengar
Vere i legervall
Kome farleg nær land i pålandsvind
I overført tyding: kome i knipe, bli opprådd
legering
SUBSTANTIV
Det å legere
Blanding av to eller fleire grunnstoff der minst eitt er metall
Massing er ei legering av kopar og sink