wordify
bokmålsordboka
skabb
SUBSTANTIV
Norrønt skabb, beslektet med latin scabies ‘utslett, kløe’
Smittsom hudsykdom hos mennesker og dyr
skabbhals
SUBSTANTIV
Fra tysk egentlig ‘skabbet person’ eller ‘gjerrig person’, særlig etter L. Holberg
fehode, tosk
skabbmidd
SUBSTANTIV
Midd av underordenene Prostigmata og Astigmata som framkaller skabb
skabbet, skabbete
ADJEKTIV
Som har skabb
nynorskordboka
skabb
SUBSTANTIV
Truleg samanheng med skave
Steinete jordstykke
skabb
SUBSTANTIV
Norrønt skabb, samanheng med latin scabies ‘kløe, utslett’
Smittsam hudsjukdom hos menneske og dyr; fnatt
Ha skabb
skabbhals
SUBSTANTIV
Frå tysk eigenleg ‘skabbete person’ eller ‘gjerrig person’, særleg etter Holberg
dumskalle, tosk
skabbmidd
SUBSTANTIV
Mit av underordenane Prostigmata og Astigmata som gjev skabb; klåmakk